ØKOLOGISKE SANDWICHBOLLER MED HVIDE BØNNER
ØKOLOGISKE SANDWICHBOLLER MED HVIDE BØNNER
Opskrift af: Louisa Lorang
Ca. 16 styk
Tilberedningstid: 25 minutter + hævetid
Man kan ikke smage de hvide bønner i bollerne her. Men de er der! Og de er gode både fordi, det kan være svært at få spist nok bælgfrugter, og fordi de mætter godt. Desuden synes jeg, at bollerne holder sig lækre og bløde længere, end når der ikke er bønner i.
Bollerne er gode som madpakkeboller, morgenbrød eller til en burger. Og INGEN aner, at der er bønner i.
FREMGANGSMÅDE
Kog lidt vand op og bland det med koldt vand til det er ca. 37 grader.
Rør gæren ud i det lune vand. Tilsæt sukker, salt og smeltet smør.
Blend bønnerne med en stavblender eller i en minihakker. Bland dem i sammen med mel (start altid med 2/3 af melet, det er nemlig ikke sikkert, at du skal bruge alt melet) Ælt dejen blank og glat.
Lad dejen hæve i en time et lunt sted og dækket med film eller et rent viskestykke.
Del dejen i ca. 16 stykker og tril dem til boller på et meldrysset bord. Sæt dem på bagepapir på bageplader og giv dem et let tryk, så de bliver lidt flade. Dæk dem igen og lad dem efterhæve ca. ½ time.
Tænd ovnen på 220 grader, varmluft.
Pensl dem med æg pisket med koldt vand, drys dem med sesamfrø (hvis du har lyst).
Bag bollerne i den varme ovn i ca. 10-15 minutter, til de er gyldne. Tag bollerne ud af ovnen og lad dem køle af på en bagerist.
Servér dem lune eller ved stuetemperatur.
TIP: Bollerne holder sig lækre i 1-2 dage, pak dem gerne i en brødpose af stof, eller i et rent viskestykke. De er også gode ristede efter flere dage.
TIP: Bollerne kan fryses.
TIP: Erstat smør med olivenolie, hvis du vil have veganske boller
NÅR DU VÆLGER AT BRUGE ØKOLOGISKE RÅVARER, SÅ SPARER DU IKKE KUN DIG SELV OG DIN FAMILIE, MEN OGSÅ NATUREN OG VORES GRUNDVAND FOR SPRØJTEGIFTE.
Foto: Anders Schønnemann
INGREDIENSER
25 g øko gær
5 dl lunet vand
60 g øko sukker
2 tsk. groft salt
75 g smeltet øko smør
240 g kogte, hvide øko bønner
Ca. 700 g øko hvedemel
ca. 250 g øko rugmel
mel til udrulning
1 øko æg
2 spsk. koldt vand
Lidt øko sesamfrø