Brug skallen

Citrusskal

Artikel af Peter Nordholm Andersen bragt i Magasinet Økologisk nr. 62, s. 6-8. November 2023.

Julen er hjerternes fest. Vi drikker varm gløgg i en kold tid og kaster kringlede klejner og kandiseret citron- og appelsinskal ind bag vores smil. Vi hygger med søde klementiner og engle, der daler ned i skjul. Men citrusfrugterne skjuler på uønskede julegaver – i hvert fald hvis du har købt dem konventionelle. Julen er nemlig også højtid for den rigdom af pesticidrester, du får med i det konventionelle citruskøb.

Næsten garanti for sprøjtegifte

Konventionelle appelsiner, citroner og andre citrusfrugter er blandt de mest sprøjtede afgrøder, du kan købe. Det viser vores optælling over, hvad Fødevarestyrelsen har fundet i de seneste 5 årsrapporter om pesticidrester i fødevarer.

Kilder: Årsrapporten ”Pesticidrester i fødevarer” fra Fødevarestyrelsen/DTU Fødevareinstituttet: 2017, 2018, 2019, 2020 og 2021.

Pesticider i appelsiner 2023

Hvad vil ”overfladebehandlet” sige?

Når du kigger efter citrusfrugter i butikken, støder du ofte på skilte, hvor der står ”Overfladebehandlet”. Her forklarer vi, hvad der ligger under ordets overflade.

Definition

Overfladebehandlingsmidler er ”stoffer, der giver en fødevare et skinnende udseende eller udgør et beskyttende lag, når de påføres fødevarens overflade”. Med ”beskyttende” tænkes der på at forlænge holdbarheden og fx forhindre mugdannelse. Oplysningerne om, hvilke konserveringsmidler eller andre kemiske stoffer, der er anvendt efter høsten, skal anføres på et skilt nær citrusfrugterne.

De andre E-numre

En stribe tilsætningsstoffer må bruges sammen med voksen. Det drejer sig om glycerolestere af fyrreharpiks (E 445), montansyreestere (E 912) og oxideret polyethylenvoks (E 914). Engang var pesticider som disphenyl, orthophenylphenol og natriumorthophenylphenol en del af EU’s regler for overfladebehandling, men de er flyttet til EU's forordning om pesticidrester i fødevarer og foder.

Voks med E-numre

Reglerne for overfladebehandling af citrusfrugter er reguleret af EU-direktiver. Når det kommer til citrusfrugter, tillader EU at behandle dem med en stribe tilsætningsstoffer, der hvert har et E-nummer. Det drejer sig for eksempel om carnaubavoks (E903). Desuden er sprøjtegifte som imazalil godkendt til brug 'post harvest' - det vil sige efter høsten.

Økologi

Ifølge EU's økologiregler er det IKKE tilladt at overfladebehandle økologiske citrusfrugter. Det er heller ikke tilladt at bruge imazalil eller andre syntetiske pesticider, hverken før eller efter høsten. Nogle økologiske producenter vasker citrusfrugterne, når de er blevet høstet. De bruger et middel på basis af hvidløg, der har en vis effekt mod mugdannelse. Så kan øko-frugterne holde sig længere.

Sådan opbevarer du øko-citrus

Du kan sagtens opbevare dine økologiske appelsiner på køkkenbordet, men vær dog opmærksom på, at holdbarheden ikke er lige så længe, som hvis du opbevarer dem i køleskabet. Uanset om du opbevarer appelsinerne i køleskabet eller på køkkenbordet, er det vigtigt, at de ikke ligger i en plastikpose.

Skærmbillede 2023 12 01 Kl. 14.31.53
Luk (Esc)