ØKOLOGISK CHILI SIN CARNE MED TOMATSALSA
INGREDIENSER
2 øko løg
2 fed øko hvidløg
2 øko gulerødder
øko olivenolie
½ bundt øko koriander
3 stængler øko bladselleri
1 spsk. øko spidskommen
1 tsk. stødt øko koriander
1 tsk. tørret øko oregano
1-2 spsk. øko chilisauce
400 g øko mosede tomater (passatta)
1-2 dl vand
salt og peber
240 g kogte sorte, øko bønner
240 g kogte øko pinto bønner eller kidney bønner, evt. fra dåse
2 dl øko majskerner, friske eller fra frost
Topping:
1 øko løg
3 øko tomater
1 øko chili
1 håndfuld øko koriander
Saft af 1-2 øko lime
Salt
øko cremefraiche
Tilbehør:
øko tortillachips
øko limebåde
ØKOLOGISK CHILI SIN CARNE MED TOMATSALSA
Opskrift af: Louisa Lorang
Hovedret til 3-4 personer
Tilberedningstid: 40 minutter
Nyd en chili sin carne med lune tortillas eller sprøde majschips til. Har du rester (eller er du i det humør), kan du også fylde den i wraps, sætte dem i et fad og toppe dem med revet ost, bag dem i ovnen og nyde dem med en stor skål salat.
FREMGANGSMÅDE
Hak løg og hvidløg fint og riv gulerødderne.
Hak bladselleri fint. Hak koriander (også stilken) fint.
Sautér løg, hvidløg og gulerødder i lidt olie i en stor, varm gryde. Kom bladselleri, frisk koriander, spidskommen, stødt koriander, oregano og chilisauce i og lad det sauterer uden at det tager farve. Tilsæt mosede tomater og vand og lad chilien koge i ca. 15 minutter.
Smag til med salt og peber.
Tilsæt bønner og majs og lad det hele varme igennem i nogle minutter. Smag til igen, evt. med mere chilisauce, hvis den mangler styrke. Spæd med koldt vand efter behov.
Topping:
Hak løget fint. Skær tomaterne i tern (evt. uden kernerne i midten). Hak chili og koriander og vend tomat, løg, chili, koriander og limesaft sammen. Smag til med salt.
Servering:
Anret chilien i dybe tallerkner eller skåle. Top med cremefraiche, tomatsalsa og servér straks med chips og limebåde.
TIP: Du kan selv koge bønner, eller du kan bruge bønner fra karton eller dåse. Koger du selv, kan du koge ekstra. Frys dem du har til overs, så går det stærkt næste gang. Bønner skal altid være gennemtilberedte, så kog dem helt møre.
Når du vælger at skrue op for det grønne og økologien på tallerkenen, så gør du noget godt for vores klima, og du sparer dig selv, naturen og vores grund vand for sprøjtegifte.
Foto: Anders Schønnemann
Kampagnen er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer