FISK, KØD, ÆG & BÆLGFRUGTER
Fisk, kød, æg og bælgfrugter er godt for dit barns sundhed, da kroppen ikke kan undvære de mange næringsstoffer og proteiner, disse fødevarer bidrager med. Netop fordi disse fødevarer har et højt proteinindhold, anbefales de først fra 6 måneder.
I overgangsfasen (6-9 mdr.) er anbefalingen at starte med kød og fisk frem for æg og bælgfrugter på grund af proteinsammensætningen, og da kroppen nemmere optager jern fra kød og fisk. Samtidig bidrager kød og fisk med zink, selen og andre mineraler, der kan være lidt vanskeligere at få gennem de vegetabilske fødevarer. Af samme årsag er det godt at spise kød og fisk i små mængder hver dag til de fleste måltider fra 6 måneder. Det er især godt, hvis babyer og mindre børn lærer at holde af fisk, så denne vane kan fortsætte, når de vokser sig større.
Æg og bælgfrugter bør kun gives i små mængder i starten af overgangsperioden og kan fint vente med at blive introduceret til dit barns mavesæk kan rumme mere og portionerne og antallet af måltider bliver større senere i overgangsperioden.
Udover fisk, kød, æg og bælgfrugter indeholder ost, mælkeprodukter, nødder, frø, kornprodukter, kartofler og visse grøntsager fx broccoli også mange proteiner.
Fisk
Skift mellem magre og fede fisk. Eksempler på magre fisk er rødspætte, torsk, sej, lange, skrubbe, hornfisk, rejer og muslinger. Fede fisk er sild, laks, makrel, hellefisk, sardin og ørred. Fisk skal kun tilberedes
kort tid og er velegnet stegt blidt på pande, dampet i gryde eller bagt i ovn samt tilberedt som fiskeboller og frikadeller.
Kød
Skift mellem kød fra okse, gris, lam, fjerkræ og indmad til måltiderne. Magert, hakket kød egner sig godt til
de mindste, og kan bruges til kødboller, frikadeller og farsbrød. Nænsom kogning af små kødstykker eller ovnbagte fadretter med grøntsager, kødudskæringer og væde egner sig også godt til begyndermad. Når kødet er mørt findeles/finhakkes det med kniv, minihakker eller persillekværn for at undgå risiko for fejlsynkning.
Begræns røget, saltet og andre forarbejdede kød- og fiskeprodukter.
Æg
Du kan bruge rå økologiske æg i farsretter, postejer, æggekager, tærter, pandekager, brød og boller, da de alle gennemvarmes, eller du kan servere hårdkogte æg som pålæg. Bliver ægget ikke gennemvarmet, skal du bruge pasteuriserede æg.
Bælgfrugter
Bælgfrugter opdeles i bønner, linser og tørrede ærter. Bønner er fx kikærter, kidneybønner, barlottibønner, mungbønner, hvide og sorte bønner. Linser kan være røde, gule, sorte og grønne, og tørrede ærter kender vi bedst som gule ærter. Friske grønne ærter og bønner tæller ikke som bælgfrugter, men som grøntsager.
Alle tørrede bønner bør sættes i blød i koldt vand og på køl i 10-12 timer. Herefter skiftes til nyt frisk vand, og bønnerne bulderkoges til de er totalt møre, så forgiftning fra lektiner undgås. Linser behøver ikke iblødsætning, men skal skylles grundigt og koges som anvist på pakken.
Bælgfrugter er gode i gryderetter, supper, frikadeller, bøffer og falafler, salater og som pålæg i postejer og hummus.