ØKOLOGISK SALAT MED KYLLING
TIL 4 PERSONER
Grill kyllingebrysterne
Tænd grillen. Rør en marinade sammen af citronsaft, olie og salt. Vend kyllingen i marinaden og lad det trække i 15 minutter.
Grill kyllingebrysterne ved medium varme indtil centrumtemperaturen er 75 grader, ca. 25 minutter.
Lav salatdressing
Rør mayonnaisen sammen med vand, sennep, Worcestershiresauce og finthakket eller presset hvidløg. Smag til med lidt salt og citronsaft.
Lav rugbrødscroutoner
Skær rugbrødet i tern på 1 x 1 cm og rist dem på en pande ved middel varme til de er sprøde, ca. 10 minutter, rør rundt undervejs.
Bland salaten
Skyl salaten og lad den dryppe godt af. Bræk hjertesalaten i mindre stykker. Vend salaten med et par skefulde dressing.
Halver tomaterne og skær agurken i korte stænger. Skær kylling i tynde strimler.
Portionsanret salaten i dybe tallerkener. Fordel kylling, tomater, agurker og rugbrødscroutoner ovenpå. Dryp lidt ekstra sennepsdressing og drys karse på toppen. Server med fuldkornsbrød.
TIP: Du kan lave croutoner af al slags brød - har du f.eks. en rest daggammelt hvedebrød, så brug det i stedet for.
Vidste du at...
Den økologiske kylling har fået masser af motion og derfor har den en bedre muskelsætning. Det betyder, at den har en anden struktur i kødet, og at den skal steges lidt længere ved lavere temperatur.
Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.
INGREDIENSER
Kyllingen
300 g øko kyllingebryst
Saften af ½ øko citron
2 spsk. øko olivenolie
1 tsk. salt
Sennepsdressing
½ dl øko mayonnaise
1 spsk. koldt vand
2 tsk. øko dijonsennep
1½ spsk. øko worcestershiresauce
1 fed øko hvidløg
Nip salt
Citronsaft
Salaten
150 g øko rugbrød, gerne noget der i forvejen er lidt tørt
300 g øko blandede salater, f.eks. hjerte-, rucola- og feldsalat
250 g øko cherrytomater
1 øko agurk
2 - 3 spsk. øko karse
Tilbehør
4 skiver øko fuldkornsbrød