ØKOLOGISK MOUSSEKAGE
TIL 4 PERSONER
Blend alle ingredienserne til bunden i en foodprocessor - bunden må gerne være en smule grov og klistret. Pres blandingen godt ned i en springform (18 cm) beklædt med film. Stil bunden på køl.
Læg husblassen i koldt vand i ca. 10 minutter. Kom hyldeblomstsaft, citronskal, vaniljekorn og sirup i en lille gryde og giv det et opkog. Vrid den udblødte husblas fri for vand og smelt den i hyldeblomstsaften – lad det køle en smule af.
Pisk fløden til skum og vend creme fraichen i – hæld til sidst hyldeblomstblandingen i cremen og vend det forsigtigt sammen. Hæld cremen over bunden og stil kagen på køl i nogle timer eller natten over indtil cremen har sat sig. Kagen kan også stilles i fryseren og tages ud ca. 30 minutter inden servering.
Pynt kagen med masser af friske bær inden servering.
Vidste du at...
Når du vælger økologiske varer, sparer du dig selv og naturen for rester af sprøjtegifte.
INGREDIENSER
Kage
4 blade øko husblas
1 dl koncentreret øko hyldeblomstsaft
Reven skal fra 1 øko citron
Korn fra 1 øko vaniljestang
2-3 spsk lys øko sirup
2 dl øko piskefløde
200 g øko creme fraiche, 38%
Bund
125 g øko mandler
125 g øko cashewnødder
10 bløde øko dadler, uden sten
4 spsk øko kokosolie, smeltet
Pynt
Friske øko bær