PLANTERIG OG VEGETARISK KOST

I dag vælger flere familier at spise mere planterigt eller vegetarisk. Men der er nogle ting, det er godt at være opmærksom på, hvis maden hos jer er vegansk, vegetarisk eller med meget lidt kød og fisk.
Vegetarisk kost
Vegetarisk kost er uden kød og fisk. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det muligt for babyer og små børn at få tilstrækkeligt med næringsstoffer gennem en vegetarisk kost, hvis maden sammensættes så barnet spiser varieret og får tilstrækkelig med æg og mælkeprodukter. Ammes barnet i overgangsperioden uden tilskud af modermælkserstatning, bør det tilbydes 8 mg jerndråber frem til barnet er ca. 9 måneder gammelt og spiser familiens mad. Får dit barn kun meget lidt kød og fisk kan det betragtes som en vegetarisk kost.
Proteiner, jern og C-vitaminer
I vegetarisk kost, og planterig kost med kun lidt kød og fisk, er daglige proteiner fra forskellige kilder vigtigt for at sikre en tilstrækkelig proteinkvalitet. Giv æg og bælgfrugter (bønner/linser/tørrede ærter) sammen med kartofler og grøntsager hver dag fra 6 måneder
til de fleste måltider som erstatning for kød eller fisk. Tilbyd også små mængder af de øvrige proteinkilder i dagens måltider, så dit barn får mange forskellige proteiner. I takt med at dit barn bliver større og kan spise mere, øges mængden af proteinkilder sammen med de øvrige fødevarer.
Fra 9 måneder kan dit barn spise surmælksprodukter og få komælk i maden på lige fod med andre børn. Læs mere her. Proteiner fra mælkeprodukter kan dog ikke erstatte kød og fisk, her skal barnet have æg og bælgfrugter.
Proteinkilder til de mindste i en vegetarisk/planterig kost er:
Æg, mælk, bælgfrugter(bønner/linser/tørrede ærter), nødder, frø, kornprodukter, kartofler.
For at kroppen bedre kan optage jern fra planter, kød og fisk, bør måltiderne også indeholde C-vitaminrige frugter og grøntsager, da disse hjælper på optagelsen af jern i kroppen. Læs mere om jernrige fødevare og C-vitamin her.
Vegetabilske fødevarer fylder mere i maven end kød og fisk, og det høje indhold af kostfibre gør, at barnet hurtigere bliver mæt, og kan dermed få for lidt energi. Derfor er ekstra fedtstof til dit barns mad frem til 2 år vigtigt i en planterig kost for at sikre, at barnet får nok energi.
Vegansk
Vegansk kost udelukker alle de animalske fødevarer og andre biprodukter fra dyr. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke vegansk kost til børn, men råder familier som lever vegansk til at få hjælp hos en autoriseret klinisk diætist, da det er langt mere kompliceret at få dækket barnets ernæringsbehov helt uden animalske fødevarer, så det vokser og udvikler sig normalt. Spiser I vegansk hjemme hos jer, rådes I også til at lade jeres praktiserende læge følge jeres barn grundigt.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ
Jo flere fødevarer der udelukkes i barnets kost, desto større er risikoen for, at barnet ikke får dækket sit behov for vigtige næringsstoffer, hvilket giver risiko for fejlernæring