FEDTSTOFFER

Fedtstoffer

Din baby har brug for fedt

Der er fart på dit barns vækst og udvikling i det første leveår, og det kræver en masse energi. Samtidig har børn en lille mavesæk, som ikke kan rumme særlig meget mad ad gangen, hvilket gør, at de oftere bliver sultne end os andre. Derfor skal energitætheden i maden være højere i babymad end hos os voksne. Og det hjælper fedt med til.

Når dit barn starter på at spise mad, bør du derfor tilsætte en lille mængde fedtstof til maden, også selvom du kommer modermælk eller modermælkserstatning i. Kun hvis du erstatter alt vandet i grøden med modermælkserstatning, behøver du ikke at tilsætte fedtstof.

De sundeste kilder til fedt er det umættede fedt, som overvejende findes i vegetabilske fødevarer og plante- olier. Brug gerne forskellige kilder til fedtstoffer såsom rapsolie og olivenolie, mayonnaise, nødder og frø i dit barns grød eller mos. Børn har brug for ekstra energi i maden frem til de fylder 1 år, så det er vigtigt at huske fedtstoffet, selvom barnet er begyndt at tygge kogte, udskårne grøntsager og kartofler. Her kan du bruge en god sovs eller fed dressing til at dyppe maden i. Giv også plantefedtstoffer på brødet under pålægget. Du kan fx veksle mellem nøddesmør, hummus, pesto, mayonnaise og remoulade.

Spar samtidig på det mættede fedt som findes i smør, blandingsprodukter, kokosolie, fede mejeriprodukter som fx fløde og ost og i fedt kød og kødpålæg.

Spiser I overvejende planterigt eller vegetarisk hjemme hos jer, skal der ekstra fedtstof i maden frem til jeres barn er 2 år.


Når du vælger økologi, er du med til at sikre en ren og rig natur.

Luk (Esc)