DIT BARNS MAD FRA 1 ÅR

Dit Barns Mad Fra 1 År

Dit barn må nu spise alle de nitratrige grøntsager uden begrænsning og drikke komælk af kop. Tun og andre store rovfisk må fortsat ikke tilbydes på grund af den høje forekomst af tungmetaller. De vigtigste nye tiltag i dit barns andet leveår er:

  • Tæt på 1 år erstattes modermælkserstatning gradvist med letmælk i kop.
  • Der skal kun ekstra fedtstof i maden, hvis den er planterig eksempelvis med bønner og linser.
  • Den ekstra energi barnet har brug for til vækst og udvikling kommer i andet leveår fra letmælk og surmælksprodukter. I alt ca. 3,5 dl og maksimalt 5 dl i døgnet.
  • Proteinindholdet i surmælksprodukterne skal svare til proteinindholdet på komælk. Grundet et højt indhold af protein bør græsk yoghurt, skyr, hytteost, kvark, ymer og lignende proteinrige produkter først gives, når dit barn er 2 år.
  • Amning kan fortsætte så længe både barn og mor trives med det. Giv da mindre komælk.

Ved fremover at følge Fødevarestyrelsens officielle kostråd, der med få undtagelser også gælder fra 2 år, kan du være med til at holde dit barn sundt og samtidig passe på klimaet. De få undtagelser er blandt andet mængderne af de enkelte fødevarer.

Læs mere om rådene på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.altomkost.dk

Luk (Esc)