Foto: Peter Bilde Fogh

Økologisk rødkål

Her får du Helena Graystons aka Syltedronningens opskrift på rødkål.

Syltet rødkål, eller bare rødkål, er en klassiker i vores danske syltekøkken. Det bruges til smørrebrød året rundt, men til jul spiser vi også rødkål til flæskestegen, anden eller vegetarpostejen. For mange mennesker er rødkål forbundet med en helt særlig opskrift i stil med bologneseopskrifter i Italien, hvor opskriften er specifik til et område, en egn eller endda et hus.

Rødkål er godt at lave i forvejen og bliver måske endda bedre af at stå lidt. Tid er en vigtig faktor, når vi skal udvikle smag med enkelte, gode råvarer. Det er også rart at kunne krydse listen af lidt efter lidt, så du ikke står med det hele i december eller lige op til juleaften. Rigtig god fornøjelse og husk at smage din rødkål til!

Fremgangsmåde

Fjern de yderste rødkålsblade, skær i 2 dele på langs og skær stokken fra.

Skyl resten af rødkålen og skær i strimler på 1/2 - 1 cm.

Smelt andefedtet (eller smørret) i en passende stor gryde.

Tilsæt rødvinseddike og lad det bruse op.

Vend kålen ned i smørret og tilsæt salt, peber, 2 slags eddike og marmelade-rester (eller gelé).

Læg låg på og lad det simre på lavt blus 1-2 timer indtil kålen er godt mør.

Smag til undervejs og juster smagen med marmelade, eddike, salt, eller honning.

Kom rødkålen på steriliserede glas og opbevar køligt indtil d. 24 december.

Den har godt af at stå mindst 1 uge, gerne 1 måned.

Ved servering, varmes kålen op og tilsættes evt. et spsk andefedt og 1 spsk gelé.

Må ikke kopieres

INGREDIENSER

1 øko rødkålshoved (ca. 1200-1500 g)

100 g. andefedt (eller øko smør, eller smagsneutral øko olie)

3 spsk øko rødvinseddike

2,5 tsk. salt

1/2 tsk. stødt sort øko peber

1 tsk øko stødt allehånde

1 dl øko lager eddike

0,5 dl sherry eddike (eller øko æbleeddike)

100 g øko reste-marmelade eller gelé fx. paradisæblegelé. ribsgelé eller solbærgelé

Evt. 50-75 g. honning hvis du ønsker en sødere rødkål

Luk (Esc)