ØKOLOGISK ÆBLESMØR
Foto: Peter Bilde Fogh
ØKOLOGISK ÆBLESMØR
Her får du Helena Graystons aka Syltedronningens opskrift på æblesmør.
Æblesmør er en smørbar, krydret, indkogt æblemos og indeholder ikke smør. Det kan bruges i stedet for smør og bliver smørbart, fordi det koges ind til en tyk konsistens.
Denne version er krydret efter Killa Ennas opskrift, men du kan selvfølgelig ændre på krydderiblandingen og lave helt din egen. Hvis du vil lave æblesmør flere gange henover efterår og vinter, er det en god ide at lave en stor portion krydderiblanding på en gang. I så fald kan du gange mængden af nelliker, allehånde og kanel med 10 og så bruge 1/10 af det, du laver, eller så meget du synes, til smagen sidder lige i skabet.
Det kan virke underligt, at der skal tilsættes salt, men det fremhæver smagen og gør den mere fyldig. Du kan udelade det, og hvis du er i humør til at eksperimentere, så prøv både med og uden.
Du kan bruge farin i stedet for muscovado sukker, men muscovado har langt flere smagsnuancer.
Hvilke æbler skal jeg bruge?
Måske spørger du, hvilke æbler skal jeg bruge ? Mit korte svar er: dem du har. Det er klart, at der er stor forskel på æbler, og man kunne måske arbejde sig frem til det bedste æble til æblesmør med en stribe af forsøg, men syltning kan hjælpe dig med at bruge nogle æbler, du ikke får spist, nogen du har fået af en nabo, eller nogen du kan plukke kvit og frit i skoven. Så brug dem du har i stedet for at smide dem ud.
TIP: Hvis din æblesmør bliver en anelse for tynd, så brug den som topping på grød og yoghurt eller som fyld i kager og brød. Smager suverænt.
Fremgangsmåde
Vask æblerne og skær dem i grove stykker, ca. 6-8 stykker pr. æble
Dæk bunden af en passende stor gryde med 1 dl vand, tilsæt æbler og bring i kog.
Lad simre med låg på i ca. 30 minutter, indtil æblerne er helt bløde og møre, gerne lidt udkogte.
Imens laver du krydderiblandingen:
Rist nelliker, allehånde og kanel i mindre stykker på en mellemvarm pande indtil de dufter, ca. 3-5 minutter.
Kværn dem i en kaffekværn til en fin pulver.
Si æblerne gennem en fin sigte til en mos.
Smid resterne ud.
Hæld mosen tilbage i gryden og tilsæt sukker, krydderiblandingen, revet muskatnød og salt.
Kog på medium varme, uden låg, i 45 minutter eller mere, indtil mosen er tyk og mørk og falder meget langsomt sammen, når du skraber bunden med en ske.
Rør ofte under kogningen men pas på - den varme æblesmør sprutter nemt og det gør naller, så brug gerne en træske med langt skaft.
Smag til og tilsæt eventuelt flere krydderier, sukker eller salt.
Kom det varme æblesmør på steriliserede sylteglas og luk med det samme.
Kan opbevares i 6-9 måneder før åbning, og 2-4 uger efter på køl.
Må ikke kopieres
INGREDIENSER
1 kg øko æbler, skyllet, uden stilk, med skrog
1 dl vand
100 g muscovado sukker (mørk eller lys), eller brun øko farin
50 g øko rørsukker (kan udelades)
8 stk hele øko nelliker
10 stk hele øko allehånde
2 stykker ægte Sri Lanka kanelstang, ca 10 cm ialt
¼ tsk friskrevet hele øko muskatnødder
1 tsk havsalt