
CITRONVERBENA-PANNA COTTA MED RÅMARINEREDE SOMMERBÆR
TIL 4-6 PERSONER
Kog fløden i en gryde med sukker, skallen af citronen, citronverbena-bladene og vanilje. Tag gryden af varmen, når fløden koger, og lad smagen trække ud af citronverbena-bladene. Efter 15 min. kan bladene sigtes fra, eller de kan blive i desserten.
Varm fløden igen. Udblød husblas-bladene, og vend dem ned i den varme fløde.
Tilsæt citronsaften langsomt. Hæld panna cotta-cremen op i små skåle, og stil dem på køl.
Marinér bærrene med flormelis, citronverbena og vaniljesukker. Fordel de marinerede bær på panna cottaen ved servering, drys med flormelis, og pynt med kronblade fra citronverbenaen.
Tip:Lav dit eget vaniljesukker: Gem brugte vaniljestænger i en beholder fyldt med sukker. Vent en måned, og blend derefter det hele i en kaffekværn. Så har du det bedste vaniljesukker.
Vidste du at...
Farven på en økologisk æggeblomme er naturlig og kan variere hen over året. Om sommeren er den meget gul, fordi hønsene får masser af frisk græs at spise.
Opskriften er udviklet af Martin Haugaard Zielke og kommer fra bogen Krydderurter af Lene Tvedegaard og Gunvor Maria Juul.
INGREDIENSER
1⁄2 l øko piskefløde
75 g øko sukker
1 øko citron, skal og saft
50 g finhakkede øko citronverbenablade
1⁄2 øko vaniljestang
3 blade øko husblas
100 g øko brombær
100 g øko jordbær
100 g øko hindbær
2 spsk. øko flormelis
2 spsk. finhakket øko citronverbena
2 spsk. øko vaniljesukker