KLAR TIL MAD – FRA 4 TIL 6 MÅNEDER

Klar Til Mad Fra 4 Til 6 Mdr

Når dit barn er fire måneder, kan du tidligst begynde at give mad. Det skyldes primært, at dit barns mavetarmkanal først der er klar til at kunne fordøje maden - det vil sige få glæde af madens næringsstoffer.

Nogle børn er parate til at spise mad, når de er 4 måneder, andre kan vente til de er 6 måneder. Børn der ammes fuldt eller delvist (med tilskud af modermælkserstatning) og både trives og er tilfredse, anbefales at fortsætte til så tæt på 6 måneder som muligt. Senest når barnet er 6 måneder bør det være i gang med skemad.

Hvis dit barn udelukkende får modermælkserstatning, er det fint at starte på mad før 6 måneder, hvis det virker parat til at ville spise.

Uanset om du ammer eller giver flaske, er det godt at holde øje med, om dit barn viser tegn på, at det er klar til at spise omkring de 5-6 måneder, da børn her er særligt åbne overfor at ville lære forskellige fødevarer at kende. Forpasser du dit barns signaler kan du opleve, at dit barn mister interessen for mad igen, og hellere vil fortsætte med flydende mælk. Det skal du dog ikke fortvivle over. Alle børn skal nok lære at spise. Det vil så muligvis bare tage lidt længere tid for nogle børn end andre. Men en indsats omkring at komme i gang ved de 6 måneder er vigtig.

TEGN PÅ AT DIT BARN ER PARAT TIL AT STARTE PÅ MAD

  • Viser interesse for mad og følger den med øjnene.
  • Åbner munden for skeen eller mad.
  • Samler mad op med hænderne og forsøger at spise den.
  • Kan holde hovedet selv.
  • Kan sidde selv med støtte og læne sig frem.
  • Virker mere sulten og er svær at mætte.

Smagsoplevelser
Børn som viser, at de er parate til skemad fra 4 måneder, skal i starten have små smagsprøver frem for måltider. Børn som udelukkende får modermælkserstatning har især gavn af at opleve forskellige smage, da modermælkserstatning smager ens hver gang. Til sammenligning har modermælk en varieret smag alt efter, hvad mor spiser.

De varierede smagsoplevelser klæder barnet på til at holde af mad. Vær tilfreds med få teskefulde ad gangen. Al begyndelse er fin, og barnet har brug for at blive fortrolig med smagen, maden og skeen. Gentagelserne med mad er vigtige og gode, da de er med til at gøre barnet tryg ved at prøve noget nyt. Frem mod 6 måneder tilbydes flere og flere smagsoplevelser og større portioner. Tilbyd i starten pureret mad. Og giv grovere mad efterhånden som dit barn omkring 5-måneders alderen viser tegn til at ville gumle og tygge.

Starter dit barn på mad ved 5 måneder skal starten gå lidt hurtigere end ved 4 måneder og både oplevelser med madens smag og mundfølelse - fra pureret til grov mad – skal øges hurtigere.

Når dit barn mod slutningen af denne periode får brug for, at portionerne skal mætte lidt mere, skal sammensætningen være som et måltid. Se her hvordan du sammensætter et godt måltid til dit barn. Portionerne må omvendt heller ikke være større, end at der også er plads til modermælk eller modermælkserstatning lige efter måltidet. Mælken er nemlig med til at fuldende næringen i måltidet.

I det hele taget bør maden i denne del af overgangsperioden betragtes som et supplement til mælken frem til 6 måneder.

Hvor mange måltider i denne periode?
Efter at have øvet sig med smagsprøver i den første tid, overgår barnet til at spise egentlige måltider. Nogle børn trives fint med 1 – 2 måltider med skemad om dagen. Andre børn har brug for små, men hyppigere måltider, for at blive glade og fortrolige med maden. Begge spisemønstre er helt fine, så længe maden kun er et supplement til modermælken og/eller modermælkserstatningen i denne del af overgangsperioden. Afslut alle måltider med mad med amning/modermælkserstatning og am eller giv flaske som øvrige måltider.

Luk (Esc)