Endrik

Mød Høstmarked-værten Endrik Maat på Gartneriet Rødmose i Viuf

10 km udenfor Vejle ligger Gartneriet Rødmose. En af de mange gårde, som åbner dørene og inviterer indenfor til årets Økologiske Høstmarked - her bor Endrik.

Rødmose er et unikt gartneri i Danmark med stor mangfoldighed af planter og husdyr. Det har undgået den moderne udvikling mod specialisering, hvilket har bevaret en tættere forbindelse mellem bonde og kunde.

Her kan du læse, hvad Endrik holder mest af ved Økologisk Høstmarked, og hvorfor han vælger at drive økologisk landbrug.

DSC03658

Hvad er det bedste ved at holde Økologisk Høstmarked?

”På vores gård har vi hvert år pluk selv grøntsager til Økologisk Høstmarked. Både børn og voksne gæster kan på den søndag eftermiddag selv høste grønkål, plukke gule og røde tomater eller hive gulerødder op af jorden. De finder en saks og en balje og går ud i marken eller drivhusene og kommer tilbage med et smil på læben og sunde grøntsager i favnen.

Vi har holdt Økologisk Høstmarked i mange år og gør det, fordi det er sjovt at åbne op for og vise, hvordan vi dyrker økologisk og biodynamisk og se de mange hundrede mennesker gå igennem drivhusene på Gartneriet Rødmose og blive klogere på, hvordan vi dyrker vores grøntsager efter årstiderne. Vi giver gæsterne en økologisk kontakt med det, de spiser.”

Har I et særligt minde fra årenes Høstmarked?

Endrik griner og fortæller: ”Vi har jo vores høstsalg, hvor gæsterne kan høste de grøntsager, de finder. Der var et år, hvor jeg simpelthen ikke kunne få persillen til at gro. Det sker hvert sjette eller syvende år, at urten ikke kommer op, som den plejer. Jeg havde fået en enkelt af persillebedene til at gro men med få blade. Vi havde lige åbnet for gæsterne og med det samme var det én, der barberede de små bundter med persille. Gæsten skulle have persille med hjem til fryseren, og alt jeg kunne tænke på var, hvordan vi havde kæmpet med at få persillen i de små bundter til at vokse. Det er lidt sjovt at tænke tilbage på.”

Hvorfor er I økologer?

”Det vigtigste for mig som landmand er at producere sunde fødevarer til andre mennesker. Sunde fødevarer kan betyde forskellige ting, men for mig er det den biodynamiske betydning, hvor biodynamikeren arbejder med nogle af de åndelige sandheder, som mennesket også har godt af. Det skal ikke kun være mad, der skal i maven, men næring til krop, sjæl og ånd. Og jeg er ikke interesseret i at tilføje sprøjtegifte eller midler til min egen eller andres kroppe, så jo mere jeg kan begrænse desto bedre. Jeg har været biodynamiker i 43 år og var interesseret i økologisk landbrug, fordi jeg blev præget af min barndom i 70erne. Jeg har aldrig skulle andet end økologien og biodynamikken.”

Luk (Esc)