KLAR TIL MAD – FRA 6 MÅNEDER

Klar Til Mad Fra 6 Mdr

Ved 6 måneder skal du starte med maden, hvis I ikke allerede er i gang. Dit barn er nu blevet så stort, at modermælken eller modermælkserstatningens næringsstoffer og de medfødte jerndepoter ikke længere dækker den lille krops behov. Dit barn er nu parat til at spise hele måltider med både vegetabilske og animalske ingredienser, og ret hurtigt også til at maden kan tage udgangspunkt i familiemaden. Hos nogle forældre kan det kræve lidt ekstra ”mod” at komme i gang. Men der er ingen grund til bekymring, for dit barn er klar, og det er både vigtigt og rigtig godt for dit barns udvikling, at det nu kommer i gang med maden.

Fra mæt i mælk til mæt i mad
I tiden efter 6 måneder, skal maden være varieret og portionerne skal hurtigt vokse til en størrelse, som dit barn kan spise sig mæt i. Giv lidt vand i en kop til maden – det kan fremme lysten til at spise og være med til at forebygge forstoppelse. Afslut måltidet med amning eller modermælkserstatning af en kop. Efter- hånden som dit barn spiser mere og mere mad skal modermælken eller modermælkserstatningen nu blot udgøre et supplement til maden, så døgnets samlede mængder af modermælk/modermælkserstatning bliver mindre. Men pas på amningen ikke går i stå. Den er nemlig vigtig i hele første leveår.

Hvor mange måltider?
Frem til at barnet kan spise med af familiens mad ved ca. 9 måneder, er 2-4 måltider om dagen med varieret mad passende. Nogle børn kan i starten af perioden have brug for små, men hyppigere måltider, for at blive glade og fortrolige med maden. Afslut alle måltider, hvor du giver mad, med amning eller modermælkserstatning. Am eller giv flaske som øvrige måltider.

Tip om appetit
Børn kender ikke til tid eller vores måltidstraditioner. Derfor kan det være en god idé at servere grøntsagsmos med kød eller fisk i de tidlige dagtimer, hvor der er masser af energi, mens grød og frugtmos kan fungere godt om aftenen, hvor dit barn er mere træt.

Appetit til mad om dagen
Når dit barn er kommet godt i gang med maden har det ikke længere brug for amning eller flaske om natten. For den mælk dit barn indtager om natten, vil tage appetitten fra den vigtige mad, dit barn har brug for om dagen for at trives.

Hjælp dit barn godt i gang med at spise selv
Når dit barn begynder at spise kogte grøntsager, kartofler og andet blød mad med fingrene, kan det være en god idé at hjælpe lidt af maden ind i munden på en ske. Når dit barn selv øver sig, kan der nemlig komme mere mad på gulvet end i maven. Afviser barnet skeen, kan du have held med at give maden ind i munden med dine fingre, alt imens dit barn selv er optaget af at øve sig i at spise med fingrene. Bliv ved med at hjælpe lidt mad ind i munden til alle måltider, så dit barn bliver vant til, at du hjælper. Virker dit barn mere optaget af at lege med maden end at øve sig i at få den ind i munden, er dette som regel et tegn på, at dit barn er mæt.

Luk (Esc)