GOD KØKKENHYGIEJNE OG OPBEVARING
God køkkenhygiejne
Immunsystemet er ikke så udviklet hos de mindste børn, som det er hos større børn og voksne. Derfor er babyer særligt sårbare overfor infektioner. Du kan minimere risikoen for, at dit barn bliver syg af den mad, du tilbereder og serverer, hvis du er opmærksom på følgende:
I køkkenet
- Stil ferske varer på køl og frost så snart du er hjemme.
- Skift karklud hver dag og brug den kun på dine køkkenflader.
- Skift dine viskestykker ofte.
I køleskabet
- Pak mad og pålæg ind så holder det sig friskt længere, og samtidig kan smitte fra rå fødevarer til spiseklare fødevarer undgås.
- Indret dit køleskab, så de enkelte fødevaregrupper er adskilt fra hinanden. Kom fx grøntsager og frugt i grøntsagsskuffen. Hold også mejeriprodukter samlet, pålæg samlet og adskil fersk kød og fisk fra øvrige madvarer.
- Optø altid fersk kød og fisk i en skål i køleskabet, så det ikke drypper.
- Hav et termometer i køleskabet og tjek, at temperaturen højst er 5 grader.
Når du laver mad
- Vask altid hænderne, inden du går i gang med madlavning.
- Vask også hænder undervejs, så du ikke får smittetde spiseklare fødevarer med bakterier fra rå fødevarer.
- Brug forskellige skærebrætter og knive under madlavningen til de forskellige fødevarer.
- Brug duft- og synssansen når du skal tjekke om en fødevare er frisk.
Opbevaring af din babys mad på køl eller frost
Har du tilberedt mere mad end dit barn kan spise, kan du gemme maden. Afkøl hurtigst muligt den varme portion du vil gemme, og sæt den straks efter på køl eller frost, så bevares vitaminerne bedst. Maden kan holde sig 1-2 døgn på køl eller på frost op til 1 måned.
Tilberedning af rester
Middagsretter, som du har gemt i køleskabet fra dagen før eller på frost, fx lasagne, kan spises kold. Ønsker du maden varm skal den altid opvarmes ved at koge et par minutter eller have en centrumtemperatur på minimum 75 grader, altså være gennemvarm over alt.
Emballage
Emballage til den mad, du gemmer, skal være tætsluttende og godkendt til fødevarer. Kig efter ”Glas- og gaffelsymbolet” og ”Is-krystalsymbolet”. Emballagen skal også være fri for Bisphenol A(BPA), da dette er hormonforstyrrende. BPA er forbudt i mademballage til børn under 3 år.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ AT FØLGENDE IKKE KAN GEMMES
- Mos/smoothies lavet af friske frugter og/eller grøntsager på grund af risiko for vækst af bakterier.
- Mad som dit barn allerede har haft på sin tallerken.
- Grød og grøntsagsmos som er tilsat modermælk eller modermælkserstatning.