5 tips til at mindske madspild

Madspild Colorbox

Inspirationskok og eventansvarlig Liselotte Kira Gregers Andersen har udviklet en lang række opskrifter, som inspirerer til anvendelse af de madvarer, der ofte ender i skraldespanden. Her er et lille udvalg af hendes tips:

Marmelade eller kompot

Overmodne frugter kan fint anvendes i hjemmelavet marmelade eller blendes med gryn, lidt honning, kanel, kerner eller nødder til en skøn blanding, der kan bages til en sprød mysli i ovnen.

Frugtlæder

Frugtskræller ender også ofte i skraldespanden. En bedre anvendelse er at koge bananskrællerne med sirup, brun farin, citronsaft, vaniljesukker og vand, blende massen og smøre den ud på silikonemåtter. Herefter tørres massen i ovnen ca. ti timer, til den får læderagtig struktur. Kan anvendes som snacks og et fint alternativ til slik.

Dadelbarer

Pulp (saft og grønt protein) fra f.eks. gulerødder, spinat eller rødbede kan blendes med dadler, gryn og evt. nødder til en masse, der kan formes til barer, som for mange vil være et eftertragtet sundere alternativ til chokoladebarer, når snacksulten kalder.

Chips

Rødbeder, majroer, rosenkål, pastinakker, grønkål, jordskokker, gulerødder, søde kartofler, squash – stort set alle de halvhårde råvarer, overskudsgrøntsagsskuffen byder på – kan snittes fint med mandolinjern, vendes med olie og lidt salt og bages i ovnen til sprøde chips, som gør sig godt som snacks eller topping på f.eks. salater og smørrebrød.

Chutney

Overskudsæbler, bananskræller, dadler og løg kan hakkes fint og koges sammen i en gryde med æblecidereddike, lidt og krydderier sukker til en dejlig chutney til burgere, sammenkogte retter, smørrebrød, kød- og vegetarretter.

Foto: Colorbox

Luk (Esc)