Foraarsruller Med Hoene Og Saftig Kornsalat Web

ØKOLOGISKE FORÅRSRULLER MED HØNSEKØD

TIL 4 PERSONER

Kornsalat

Kog hvedekernerne efter anvisning på pakken. Afkøl dem når de er kogt.

Skyl agurken og skær den i meget små tern på 3 x 3 mm.

Rør en dressing sammen af hyldeblomstsaft og æbleeddike, og smag til med lidt salt.

Bland hvedekerner, agurketern og hyldeblomstdressing godt sammen. Hak mynte fint og drys på toppen af salaten.

Skyl romainesalaten og lad det dryppe godt af. Brug evt. en salatslynge.

Forårsrullefyld

Snit hvidkålen i fine tynde strimler. Rens porrer og skær i tynde skiver.

Skrub guleroden. Riv gulerod og bladselleri på den grove side af rivejernet.

Varm olie op på en pande og svits grøntsagerne bløde ved middel varme, uden at de tager farve. Dryp med sesamolie og sojasauce.

Hak cashewnødder groft og vend i blandingen. Læg grøntsagerne på et fad, og stil til side.

Varm panden op på ny, kom olie på og brun hønsekødet.

Riv ingefær og hvidløg fint sammen og vend det i kødet sammen med karry.

Vend grøntsagerne sammen med kødet og smag evt. til med salt.

Form og steg forårsrullerne

Fold forsigtigt filodejen ud og skær hvert stykke ud i 4 firkanter så du ender ud med 16 stykker. Læg et fugtigt viskestykke hen over, så de ikke tørrer ud. Tag et stykke af gangen og læg en tyvendedel af fyldet i det ene hjørne. Fold spidsen af hjørnet ind over fyldet, fold sammen til midten af filodejsstykket, fold siderne ind over og rul fyldet sammen til du når den anden ende. Pensl spidsen med lidt vand for at "lime" enden. Læg rullen på et fad og dæk med husholdningsfilm. Gentag med resten af filodejs-stykkerne.

Varm rigeligt olie op på en pande og steg forårsrullerne gyldne hele vejen rundt ved middel-høj varme. Lad de færdigstegte forårsruller dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Ved servering bruges et romainesalat-blad som håndtag ved at rulle det omkring forårsrullen. Server sød chilisauce som dip. Server hvedekornssalaten til.

TIP: Hvis du ønsker en mere sprød forårsrulle kan du dybstege rullerne i ½ liter rapsolie - brug en lille smal gryde, så olien bliver dyb, mindst 5 cm dyb. Gem olieflasken, så du kan hælde den brugte afkølede olie tilbage, inden du kasserer den.

Vidste du at...

Når du vælger økologiske grøntsager, sparer du dig selv og familien for rester af syntetiske pesticider.

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.

INGREDIENSER

Salat

3 dl øko hvedekerner
1 øko agurk
2 spsk. øko hyldeblomstsaft
2 spsk. øko æbleeddike
Salt
2 spsk. øko frisk mynte
1 øko romainesalat

Forårsruller

200 g øko hvidkål
2 øko porrer
2 øko gulerødder
100 g øko bladselleri
1 spsk. øko olivenolie
2-3 spsk- øko ristet sesamolie
4 spsk øko sojasauce
60 g øko ristede og saltede cashewnødder
400 g øko hakket hønsekød
1 spsk øko olivenolie
15 g øko frisk ingefær
2 fed øko hvidløg
2 tsk øko karry
Salt
1 pakke øko filodej, ca. 120 g
Øko rapsolie til stegning
Øko sød chilisauce

Luk (Esc)