Flaeskestegssandwich Med Bagte Roedbeder Og Aeblemayo Web

ØKOLOGISK FLÆSKESTEGSSANDWICH MED ÆBLEMAYO

Steg flæskestegen

Dup stegen tør med køkkenrulle. Rids sværen, kun lige ned til kødoverfladen, og gnub saltet godt ind i svær og kød. Krydr med friskkværnet peber og stop krydderurten ned imellem udvalgte svær.

Læg stegen med sværsiden nedad i en foliebakke med 1 cm vand og sæt bakken på den varme grill. Vend stegen efter en lille halv time og spæd løbende til med vand. Grill stegen indtil centrumtemperaturen er 70 grader - på medium varm grill tager dette ca. 2 timer.

Skær 8 tynde skiver af stegen (ca. 1 cm tykke) - gem resten til madpakken dagen derpå.

Bag rødbederne

Skræl rødbederne og skær dem i 2 x 3 cm stænger.

Pil rødløg og skær i tykke både.

Rør olie, balsamico, honning, salt og peber sammen til marinade. Vend marinaden rundt med grøntsagerne i en foliebakke eller et fad som kan tåle at stå på grillen. Steg dem møre, med lidt bid, på grillen - afhængig af grillens varmestyrke tager det ca. en halv time. Rør lidt rundt undervejs, så de ikke brænder fast.

Agurkesalat med hyldeblomstdressing

Skyl og skær agurken ud i meget tynde skiver, evt. på et rivejern. Rør en dressing sammen med hvidvinseddike, hyldeblomstsaft, salt og peber og vend agurkerne i dressingen. Lad salaten trække i minimum 30 minutter og vend gerne rundt undervejs.

Lav æble-sennepsmayonnaise

Rør mayonnaisen sammen med vand og dijonsennep. Riv æblerne med skræl og rør det rundt i mayonnaisen. Smag til med salt.

Lun brødet på den varme grill.

Skyl salaten, lad den dryppe godt af og saml sandwichen: Smør æble-sennepsmayonnaise på brødet, læg salat og to skiver flæskesteg ovenpå, top op med de bagte rødbeder og agurkesalat. De rødbeder som ikke kan være i brødet spises ved siden af, evt. med en lille skefuld mayo.

TIP: Hvis vejret eller familien ikke er til grill denne dag, kan flæskestegen også steges i ovnen. Hvis tiden er til det, steg den da ved 150 grader, så bliver smag og saftighed størst! Det samme gælder rødbede/rødløgsblandingen; ved 150 grader skal de have omkring tre kvarter.

TIP: Flæskestegssandwichen smager herligt sammen med en råmarineret kålsalat. Snit et halv spidskål fint, vend det med revne gulerødder, hakket persille, lidt citronsaft. Smag til salt, sukker og peber.

Vidste du at...

Alle økologiske grise fødes i hytter på marken. Når de bliver større kommer de typisk ind i en stald, men de har stadig adgang til det fri.

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.

INGREDIENSER

Svinekam

1 kg øko svinekam med svær, uden ben
3 spsk groft salt
Friskkværnet peber
2 øko stilke rosmarin eller citrontimian

Bagte rødbeder

300 g øko rødbeder
200 g øko rødløg
2 spsk øko olivenolie
1 spsk øko balsamicoeddike
1 spsk øko akaciehonning
Salt og friskkværnet peber

Agurkesalat

1 øko agurk
1 dl øko hvidvinseddike
4 spsk øko hyldeblomstsaft (sirup)
1 spsk salt
Friskkværnet peber

Æble-sennepsmayonnaise

1 dl øko mayonnaise
1 spsk koldt vand
1 spsk øko dijonsennep
200 g øko syrlig-søde æbler, f.eks. Elstar
Et nip salt

Tilbehør

4 stk øko gode fuldkornsboller (á ca. 120g)
1 øko frissé-salathoved

Luk (Esc)