4. Chips Med Bønnedip Og Tomat Salsa

ØKOLOGISKE CHIPS MED BØNNEDIP & TOMATSALSA

Accepter venligst marketing cookies

ØKOLOGISK BØNNEDIP

TIL 6 PERSONER

Uanset om du byder velkommen med snacks eller sætter dem på bordet i løbet af aftenen, så er det ekstra dejligt, når der er gjort lidt ud af det. Her er det dippen, der har fået hovedrollen. Servér med sprøde chips og gode grøntsager. Det er altid et hit!

Bønnedip er SÅ lækkert. Så lad ikke det brune look afskrække dig. Har du ikke sorte bønner, kan brune fint bruges. Og bønner fra karton eller dåse er helt okay.

FREMGANGSMÅDE

Sautér løg og hakkede korianderstilke i olie og smør på en varm pande. De skal ikke tage farve. Kom bønnerne på panden og lad dem stege lidt. Tilsæt lime, spidskommen og salt. Varm godt igennem. Tilsæt gerne lidt kogende vand hvis nødvendigt (bønnevand hvis du selv har kogt bønnerne). Blend hele balladen, smag til og køl dippen ned.

Anret dippen med sprøde tortillachips og limebåde.

ØKOLOGISK TOMATSALSA

Justér styrken alt efter hvem dine gæster er. Her er alt håndhakket, men en hurtig tur i foodprocessoren gør din salsa endnu nemmere.

FREMGANGSMÅDE

Hak løget fint. Skær tomaterne i små tern. Hak chilien fint. Hak koriander groft. Vend tomat, løg og koriander sammen og smag til med limesaft, chili og salt. Servér med tortillachips.

TIP: Både bønnedip og tomatsalsa kan laves nogle timer i forvejen og opbevares på køl.

Vidste du at...
du er med til at spare vores grundvand for mødet med pesticider, hvis du vælger økologi.

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.

INGREDIENSER

ØKOLOGISK BØNNEDIP

1 lille hakket øko løg
Stilkene fra en håndfuld øko koriander
2 spsk øko olivenolie
1 spsk øko smør
250 g kogte, sorte øko bønner
Saft af ½ øko lime
1 tsk knust øko spidskommen
2-3 spsk vand
Salt

Desuden:
Lidt, frisk øko koriander og øko oregano
Øko limebåde
Øko tortillachips

ØKOLOGISK TOMATSALSA

1 øko løg
500 g øko tomater
1 bundt øko koriander
Saft af 1 øko ime
1 grøn øko chili
Salt

Desuden:
Øko tortillachips

Luk (Esc)