6. Blomkåls Korma Med Kokos

ØKOLOGISK BLOMKÅLSKORMA MED KOKOS

Accepter venligst marketing cookies

HOVEDRET TIL 6 PERSONER

Retten her bør følges med ris, naan-brød eller en mættende salat. Bruger du den alene som hovedret, skal den dobles, så du er sikker på, at den mætter. Retten kan laves dagen i forvejen. Vent dog med at tilsætte spinat. Den bør vendes i lige inden servering. Du kan sagtens komme flere grøntsager i, fx squash, søde kartofler og græskar. Husk at de forskellige grøntsagers tilberedningstid varierer.

FREMGANGSMÅDE

Skær kartoflerne i mundrette tern og steg dem stille og roligt i olivenolie i en stor sautérpande. De må gerne tage en smule farve, men ikke for meget. Steg i ca. 6 minutter.

Skær blomkål i mundrette buketter og steg dem sammen med smør og kartofler i den dybe pande. De skal ikke tage farve, men mørne let. Kom hakkede løg ved og steg til grøntsagerne er let gyldne og løgene og kartoflerne er møre. Krydr med salt og tag det op af panden.

Kom lidt mere smør og olie i panden og sautér løgbåde, hvidløg og ingefær. Det skal ikke tage farve, men simre i 3-4 minutter, til de er faldet let sammen.

Kom karry i og tilsæt mosede tomater og kokosmælk. Lad saucen simre i 10-15 minutter. Smag til med salt og peber. Kom blomkål og kartofler tilbage i saucen og lad det hele simre sammen i 5-10 minutter. Smag til. Vend spinat i lige inden servering og lad den falde sammen. Smag til endnu en gang.

Anret i dybe tallerkner. Top med mynte, ingefær, ristede cashewnødder, kokos og evt. nigella. Servér med citronbåde, fladbrød, mættende salat eller kogte ris.

TIP: Tilsæt kogte linser, kikærter eller bønner for en mere mættende ret.

Vidste du, at...
der er 30% flere vilde dyr og planter på og ved de økologiske marker.

Må ikke kopieres uden skriftlig tilladelse fra Økologisk Landsforening.

INGREDIENSER

2-3 øko bagekartofler
1 stort øko blomkål
Øko smør og øko olivenolie til stegning
1 øko løg, finthakket
Salt
1 øko løg, i tynde både
3 fed øko hvidløg, i tynde skiver
20 g øko ingefær, revet
3 spsk øko karry
4 dl mosede øko tomater (ikke friske)
1 dåse øko kokosmælk (400 g)
Salt og peber
200 g øko spinat

Desuden:
Plukket øko mynte
1 knold øko ingefær, skåret i tynde strimler
100 g ristede øko cashewnødder
Lidt høvlet øko kokos, eller øko kokosmel
Øko citronbåde
Evt. øko nigellafrø

Luk (Esc)