6 NEMME SKRIDT MOD EN NATURHAVE

05 Snack

Artikel af Peter Nordholm Andersen

Her får du seks gode råd fra Katrine Turner, der er ekspert i at få mere vildt liv ind i en have. Rådene er rangordnet efter, hvor nemme de er at gå til.

1. GØR INTET

Gamle træer, krat, en rådnende træstamme, rodende hjørner med grene, sten og tilfældige småbuske. Lad det stå! Jo ældre den slags natur- elementer er, desto mere liv er der knyttet til dem. De giver føde, læ og skjul for alt fra mikroskopiske biller over frøer til store rovfugle. Hvis et træ er blevet for fyldigt og skygger, så beskær træet frem for at fælde det - gamle træer er i tilgift gode til at lagre CO2. Udnyt de potentialer, der opstår af sig selv. Fx er et muldvarpeskud som skabt til at så vilde blomsterfrø i. Og så handler det om at læne sig tilbage: Nyd mælkebøtterne og andre vilde blomster – og det liv, der kommer med dem.

2. BRUG MINDRE TID PÅ AT SLÅ GRÆSPLÆNEN

Lav zoner i græsset, der får lov til at vokse sig højt. Det høje græs giver gode skjul til havens dyr. Du kan også vælge slet ikke at slå græsset, måske med undtagelse af slyngede, dekorative stier, du kan gå frem og tilbage i. Slå blot græsset – gerne med en le – en til to gange om året, gerne i slutningen af maj og starten af september. Du kan også placere store sten på græsset, så det går ud, og dermed skabe små rum til så- steder for vilde blomsterfrø, der leverer fine madpakker til bestøvere.

3. KVAS FREM FOR TURE TIL GENBRUGSPLADSEN

Hvert år kører danskerne over 950.000 tons haveaffald på genbrugspladsen. De ture kan du sagtens spare væk. Smid i stedet grene, visne buske og andet afklip (helst uden frø og rodukrudt) i en kvasbunke, hvor et mylder af liv fra bittesmå nedbrydere til pindsvin vil få en fest. Vil du bruge lidt mere tid, kan et kvashegn anbefales – de er dekorative og naturlige ”rumdelere” i din have. Du kan for eksempel fylde grene fra beskæring af frugttræer på hvert år, da hegnet langsomt synker.

4. SAML STEN TIL BUNKE

Har du større sten i haven, kan du få dem fra en nabo eller gra- tis via et køb/salg-site? Stenene perfekte brikker til at lave et godt hotspot for det vilde liv. Saml stendyngen på en tør, varm og sydvendt plet i din have, og dyngen vil hurtigt blive et hjem og godt skjul for varmekrævende smådyr som løbebiller og edderkopper. De er rovdyr, der hjælper med at holde antallet af skadedyr i haven nede på et minimum. Next step: Lav et stengærde, hvor de største sten placeres nederst, de næstestørste ovenpå osv. Gærdet skal skråne 50-60 % for at blive stabilt.

5. NEMT VANDSPEJL: UNDERSKÅLEN

Flyvende og krybende dyr tørster efter små vandsteder, der samtidig giver mørke og fugtige skjul til fx tudser, snegle og tusindben. Fyld et fad, et fuglebad eller en underskål med vand, som stilles ved terrassen, hækken eller inde i et bed. Ja, gerne flere, og fyld gerne et hjørne af skålen med småsten. Husk at fylde vand på, når du i øvrigt vander haven. Next step: Anlæg et vandhul/havedam, gerne med en zone på 10-15 cms dybde med mørke sten – guf for varmekrævende vandinsekter.

6. HJÆLP DE HJEMME- HØRENDE ARTER

Saml gode, danske planter i et lille, skrånende bed med masser af sol. Det er arter som blåhat, martsviol, musevikke, løgkarse, kodriver, timian, rejnfan og rødkløver – det er plantearter, der også vil tiltrække hjemmehørende insekter som bier, svirrefluer og sommerfugle. I den lidt højere kategori af vækster kan du også overveje brom- og solbær, pil, fuglekirsebær og hyld. Frø og planter kan fås hos velassorterede planteskoler samt måske fra naboer eller samles vildt i naturområder.

Artiklen er en redigeret udgave fra Magasinet Økologisk, som alle Økovenner får tilsendt fire gange om året.

Luk (Esc)